02-09-2019

SÅ KOM DOG IND I KAMPEN! -når der altid er noget på spil

Ikke alle mennesker trives lige godt med åbenlyse uenigheder. Faktisk vil mange af os gøre rigtig meget for at bevare en hyggelig og rar stemning og bryder os ikke om at være i et rum, hvor der diskuteres ivrigt og måske også højlydt. Jeg taler ofte med mennesker for hvem dette er et problem!

Det er de mennesker, som ikke selv har noget problem med at sige deres mening klart og tydeligt. Dem som tydeligt fortæller, hvor deres grænser går og dem som måske også holder af at fortælle andre, hvor de mener, skabet skal stå. De kommer til mig og siger: jeg kan ikke forstå hvorfor andre ikke bare selv kommer på banen eller hvorfor er de andre så nærtagende -jeg siger bare, hvad jeg mener.

Det er mennesker som regner med, at andre gør det samme som dem nemlig: melder direkte ud, kommer med svesken på disken, tager teten og siger til, hvis de vil noget.

De er ofte gode til at rumme, at andre mennesker mener noget andet end dem og er altid åbne for en rask diskussion -et verbalt battle. Og de kæmper gerne for deres mening og ret til at mene, det de gør.

De kan sagtens navigere i, at du mener noget og de mener noget andet og derfor holder de også ofte godt fast i deres holdning og kan opleves konfronterende.

De oplever, at de ofte kommer i klinch med folk, at andre bliver bange for deres direktehed og at andre slår sig på dem.

Genkender du noget af dette hos dig selv? Hvis du gør, er det værd at huske på, andre mennesker måske ikke har et ligeså ubesværet forhold til uenigheder og konflikter, som du selv har. Mennesker har forskellige konfliktstile og måder at håndtere uenigheder på. Som mediator (konfliktmægler) bruger jeg persontypeværktøjet Enneagrammet til at pege på, at der er 9 forskellige måder at håndtere konflikter på.

Dig som kender Enneagrammet, vil genkende Enneagrammets Type 8 (Frontkæmperen) i denne beskrivelse. Hvis du arbejder eller lever tæt sammen med sådan en, kan det hjælpe at vide, at denne type mennesker ofte er vældig optaget af FAIRNESS og RETFÆRDIGHED og de gerne kæmper gerne i forreste række for deres værdier.

Så bliv ikke bange for deres enorme styrke, deres tydelige røst og kropslige energi -de har bare noget vigtigt de kæmper for. Byd dem velkommen og fortæl, at du værdsætter deres ihærdighed og ildhu.

Fortæl dem også, hvad du selv har behov for, så de opdager, at ikke alle trives med No Bullshit-attituden.

Hvis du fortæller det direkte og uden omsvøb, vil de helt sikkert lytte!